Del:  

Giganternes Indtog

Kæmpe insekter indtager Vestjylland. 

Lokalsamfund inviteres af Teatret OM til at designe, udvikle og bygge hver deres kæmpe fantasi-insekt på 3 – 4 m i samarbejde med professionelle kunstnere.

 

Giganternes Indtog er et kulturprojekt, der finder sted i 4 forskellige lokalsamfund i Ringkøbing-Skjern Kommune i 2021-22, hvor professionelle kunstnere inviteret af Teatret OM sammen med lokale skaber en kæmpedukke på 3-4 m (gigant) i hvert område. Giganterne bygges som kæmpe fantasi-insekter og udvikles igennem fælles workshops og andre kreative processer. Siden bliver Giganterne omdrejningspunktet for lokale kulturevents.

 

Projektet blev igangsat midt i april med en workshop på Faster skole. Natur- og kulturvejleder René Hankelbjerg fra Ringkøbing-Skjern museum, der er samarbejdspartner i projektet, var med til at lære børnene om insekters levevis og gemmesteder. Herefter fik børnene til opgave selv at designe og kreere fantasiinsekter ud af stof, papir, tråd, net og meget andet. Workshoppen blev ledet af skuespiller og kreativ projektmedarbejder Tippe Molsted. 

 

Tippe Molsted: 

”Det er dejligt at mærke den store opbakning, der er til projektet og høre, at der er stor forståelse for vigtigheden af vild natur og insekter. Insekter der for manges vedkommende er truede og som vi er dybt afhængige af. Vi glæder os rigtig meget til at  samarbejde med børn og voksne, unge og gamle.

 

 Projektleder Tine Madsen:

"Giganternes Indtog falder godt i tråd med kommunens satsning "Vores vilde Vestjylland", der har til formål at sikre vildere natur og større biodiversitet i Naturens Rige. Det var en stor fornøjelse at være på besøg på Faster skole, hvor både børn og lærere var utroligt engagerede".

 

Sandra Pasini,kunstnerisk leder af Teatret OM:  

”En rød tråd i vores arbejde er en kunstnerisk udforskning af forholdet mellem menneske og natur. Det er vores håb, at projektet her vil være med til at stimulere borgernes kreativitet, og samtidig give dem vedkommende møder med kunst, som også vil skærpe deres nysgerrighed efter at opleve mere scenekunst som tilskuere og deltagere i andre kunstneriske sammenhænge”.

 

Det er planen, at Giganterne bygges ude i lokalområderne over 2 uger. 2 giganter i efteråret 2021 og 2 i januar/februar 2022, hvor arbejdet ledes af den chilensk/franske dukkemager og visuelle kunster Fleur Marie Fuentes fra Les Grandes Personnes.

I foråret 2022 er der påtænkt forskellige kulturelle byttehandler med sang, musik, småoptrædener, fællesspisning og meget andet.

 

Giganternes Indtog kulminerer med, at de færdige kæmpeinsekter sammen med lokale børn og voksne fra de forskellige områder deltager i en fælles parade ved Teatret OMs internationale UR-NAT festival, der kommer til at foregå i august 2022.

 

 

Foto øverst på siden: 

Forud for Teatret OMs UR-NAT festival i 2019 blev der bygget 2 kæmpe figurer: havfruen Aqua Marine og havmanden Omar, som deltog i en parade i Hvide Sande. De 2 kæmpe figurer blev bygget af dukkemager Fleur Marie Fuentes i samarbejde med frivillige fra Teatret OMs Venner.

 

Nyhedsbrev

Modtag seneste nyt om Teatret OMs
forestillinger, workshops og aktiviteter